Kort om C&R

C&R, er forkortelsen for den engelsksprogede sætning Catch and Release, som i alt korthed består i at genudsætte sine fangster, så vidt det er forsvarligt i forhold til fiskenes sundhed. Jeg ved godt, at C&R ikke er den hellige gral, som i sig selv kan redde nogen fiskebestande fra at forsvinde fra faunaen, men det kan være med til gøre de danske fiskevande meget mere attraktive at fiske i på kort sigt. Effekten af C&R i et fiskevand er tit relativt kortsigtet, og hænger noget sammen med, hvilken type fisk, vi snakker om, samt fisketrykket.
I Danmark har man i mange år arbejdet for at få selvreproducerende fiskebestande, og har samtidig et enormt fisketryk på vore vande, måske et af verdens største, så det kan derfor undre, at C&R ikke er mere udbredt i et land, som kunne have stor gavn af det. Ikke mindst ville Lystfiskernes argumenter om det rekreative fiskeri måske blive taget mere alvorligt, hvis offentligheden fik et indtryk af, at en vild fisk ikke bare er et dyr, man uden grund afliver, men et vigtigt dyr med samme status som andre truede dyr.
Jeg håber, at man i fremtidens danmark vil kunne arbejde sig frem til nogle brugbare C&R løsninger, så Danmark virkelig kan få opbygget en fisketourisme, der ikke kun er baseret på den tyske middelklasse. En mulighed der kunne gøre alle tilfredse, ville måske være at dele fiskevandene op i nogle vande for dem som vil betale ekstra for at C&R bliver praktiseret, og så fiskevande for dem, der fisker til gryden, og lad os så bagefter se forskellen!.
Det Kanadiske fiskeriministerium har udgivet en vejledende piece om C&R, den er underbygget af en del videnskabelige undersøgelser, og kan hentes her som PDF dokument.



